7 timer og 16 minutter

7 timer og 16 minutter

DR laver hvert år en undersøgelse, hvor de undersøger danskernes medieforbrug. I 2018 brugte gennemsnitsdanskeren 7 timer og 16 minutter foran en skærm, pr. døgn. Og arbejde tæller ikke med i denne statistik.

Hvor meget tid bruger du selv på de digitale medier? Og hvor længe får dine børn lov at sidde med øjnene klistret foran en skærm?

 

Når folk kommer hjem til os og når de finder ud af, at vi hverken har fjernsyn eller iPad, spørger de måbende: ’Hvordan ser i så TV?’ Uanfægtet fortæller jeg dem, at vi har skam et fjernsyn inde på et af værelserne (dog uden kanaler), som vi finder frem, hvis vi gerne vil se film.

Jeg fortsætter gerne med at fortælle, at det er et af de bedste tiltag, vi har foretaget hjemme hos os, hvilket der flere grunde til.

 

Derfor har vi ikke Fjernsyn og iPads

1. For meget skærm kan være skadeligt for både børn og voksne. Det er helt bevidst, at vi skærer ned på digitale medier, da vi er overbeviste om, at vi alle har bedst af at udvikle os under leg, sport, hverdagsaktiviteter, samvær, i søvnen og i naturen.

2. Vi skal træffe et aktivt valg, hvis vi vælger at finde fjernsynet frem og sætte en film på, og derfor er der aldrig noget, der ’bare kører’ i baggrunden. På den måde har vi mindsket vores skærmbrug, hvilket vi har haft et ønske om.

3. Vi sparer penge ved ikke at have en stor TVpakke.

 

Egentlig har det været en meget naturlig udvikling og måske også lidt tilfældigt. Da vi flyttede, fik vi aldrig bestilt en ny TVpakke og derfor blev fjernsynet heller aldrig tændt. iPad’en gik i stykker og vi købte aldrig en ny, fordi vi fandt ud af, at vi sagtens kunne leve uden. Endda helt uden problemer.

Løbende drøfter vi, om det er tid til at købe en iPad igen, men lige nu har vi ikke brug for en.

 

I dagligdagen sørger jeg for at have nogle faste rammer i forhold til brugen af min telefon, der kan være en alvorlig tidsrøver, hvis ikke jeg sætter nogle principper og retningslinjer op for mig selv.

 

Jeg sørger altid for:

1. At mine notifikationer er slået fra hele døgnet, så jeg aktivt skal gå ind i de forskellige apps for at se om der er nyheder. Særligt min mail kan være en stress faktor, fordi jeg føler, at jeg bør svare indgående beskeder med det samme.
 
2. Min telefon er altid på lydløs med mindre jeg venter på et vigtigt opkald. På den måde bliver jeg ikke forstyrret i det jeg er i gang med, hvilket gør at jeg kan være mere nærværende.
 
3. En time før sengetid sættes den på flytilstand og tændes først en time efter jeg er stået op. I stedet for at starte dagen på Instagram, for at se hvordan andre lever deres liv, vil jeg hellere gøre noget godt for mig selv og have god tid til en dejlig morgenrutine.

 

Noget andet jeg eksperimenterer med er at være helt offline i en hel weekend eller over nogle dage. Det er virkelig en måde, for mig at komme helt ned i gear, og blot være tilstede i nu’et.

Et andet spørgsmål vi ofte får stillet er: ’Hvad så med børnene, ser de heller ikke TV. Altså når de skal sidde og slappe lidt af?’

Det er ikke fordi jeg er ekspert eller sort/hvid i mine holdninger omkring det her emne. Jeg ved blot, at vores børn er meget sensitive og vi kan tydeligt mærke på dem, hvis de har brugt for lang tid foran en skærm. De bliver mere indelukkede, konfliktsøgende, vælger skærmen frem for legen og kan få svært ved at være nu’et.

Faktisk behøver børn ikke at bruge en skærm for at slappe af. I virkeligheden er det meget bedre, hvis de selv kan finde ind i en afslappende tilstand uden at bruge skærmen som hjælpemiddel. De slapper ganske fint af ved at have god tid til bare at lege og hoppe ind og ud af legen i deres eget tempo.

Fordi vi vælger skærmen fra – vælger vi noget andet til. Vores børn laver super mange fede ting i stedet. De tegner, maler, laver perler, hopper på trampolin, spiller bold, bygger med LEGO, finder på rollelege, kigger i bøger, lytter til musik og snakker sammen.

Det er ikke sådan at vi aldrig ser en film, serie eller dokumentar. Og vores børn kender godt til både Gurli Gris og Ninjago. Vi har ikke et fast minuttal på, hvor meget de hver i sær må se i løbet af en dag, da vi generelt forsøger at begrænse skærmbruget overfor vores børn så meget som muligt. Det betyder at nogle dage ser de ingenting og andre dage kan vi alle sammen sidde og se en hel film sammen og lege biograf med popcorn og hyggelig samvær i sofaen.

Der uden tvivl masser af positive gevinster ved brugen af skærme. Ligesom alt andet handler det om balance. Vi har lavet en del research på nettet om børn og iPad og jeg har lyst til at dele nogle af de artikler, der vækkede størst opsigt.

I denne artikel udtaler Steve Jobs sig om sine egne børns brug af iPad. Her kan du læse om skærmtidens betydning for børn og unges trivsel. I denne artikel finder du gode råd der passer til dit barns alder.

Den anerkendte organisation, American Academy of Pediatrics, som består af førende børnelæger, har på baggrund af en detaljeret gennemgang af de seneste års forskning kommet med nogle anbefalinger til forældre.  

Når børnene bliver større og måske efterspørger mere skærmtid, kan det sagtens være, at vi må lave nogle mere faste rammer. Summen af det hele er, at vi forældre har truffet et bevidst valg, som passer til vores familie og de børn vi har.

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *


Looking for Something?