Bornholm

 

BORNHOLM

– En guide til vores ti yndlingssteder på Bornholm.

Line og familien besøger jævnligt Bornholm både for at finde roen udenfor sæsonen, men også for at nyde det søde sommerliv med mere fart på. Klippeøen er især populær om sommeren, hvor både danske og udenlandske turister fylder øen op, og går på opdagelse i den skønne natur, en helt masse kultur og dejlig mad. Vi synes dog også øen kan noget ganske særligt i vinterhalvåret, hvor det meste lukker ned, naturen bliver mere rå og vinden rusker.

Øen byder på et hav af oplevelser, og vi kender langt fra dem alle, selvom vi ofte kommer hertil. I denne guide har vi samlet vores 10 yndlingssteder på øen, som spænder sig fra Sandvig til Svaneke.

 

1. Hammershus

Hammershus ligger helt ude ved klippekanten og de gamle ruiner fra middelalderen, som de fleste nok kender eller har hørt om. Det er altså et ret imponerende syn, uanset om solen skinner eller tågen ligger tungt. Cirka 200 meter øst fra Hammershus ligger Besøgscentret, som byder på en fin lille udstilling om Hammershus, en fantastisk panoramaudsigt samt restauranten Solveig, der drives af Kadeaufolkene.

 

2. Hammer havn

Ikke langt fra Hammershus ligger Hammer havn, hvorfra du også kan sejle ud til klipperne i små både. En rigtig hyggelig ting at gøre med lidt større børn. Hammer havn er for nyligt blevet renoveret og fremstår rigtig pæn. Her ligger en skøn kiosk, som laver frisksmurte sandwich, der er absurd lækre og en rabarbertrifli med softice. MUMS!! Den bedste afslutning efter en lang travetur.

 

3. Sandvig

Det er her vi bor, når vi opholder os på Bornholm og det er den skønneste lille havneby, der omkranses af den karakteristiske bornholmske natur. Stranden er skøn og har en stor badebro, hvorfra man kan hoppe i bølgen. En ny sauna nede ved havnen er åben om vinteren, hvis du har lyst til en dukkert i det iskolde vand.
Vi slår altid et smut forbi Kalas mindst en gang om dagen og får verdens bedste isvaffel. De byder på mange forskellige smagsvarianter, både klassiske, men også mere eksotiske typer is. I løbet af sommeren er der et hyggeligt marked hver onsdag langs strandpromenaden, og hvis du er mere til at opleve naturen omkring Sandvig kan du tage vandreturen omkring Hammerknuden, der byder på flere forskellige ruter alt efter temperament.
Vi går altid en tur til Splitflaget på Klippesiden over Sandvig. Flaget blev malet under den tyske besættelse som en protest mod besættelsesmagten og på vejen dertil er en nydelig udsigt over Sandvig.
Værftet er et sjovt sted at besøge og her er virkelig noget at se på og en hyggelig atmosfære. De serverer både fisk og bøffer og store portioner. På restaurant Nordlandet er menuen inspireret af Bornholm og det nordiske køkken. Her er en afslappet atmosfære, mad i høj kvalitet og en uimodståelig udsigt.


4. Allinge

Allinge er kendt for Folkemødet, men byen rummer også andre fine steder. Her er et super fint Badehotel og små hyggelige pensionater. Der ligger to røgerrier, hvor du kan sidde med fødderne i sandet mens børnene hopper rundt på klipperne på det ene af dem. Allinge er også kendt for Gæstegivergården – også kaldet Gæsten, der hele sommeren byder på koncerter, grill og hygge i haven.

 

5. Helligdomsklipperne

Naturen på Bornholm er virkelig noget helt specielt mange steder og meget ’udansk’. Mange blomster, bær og buske vokser kun her, fordi der simpelthen er en anden vegetation. Og de rå klipper i smukke nuancer minder mildest talt om et andet sted end Danmark. Et rigtig godt sted at opleve det er på klippestien, der går fra Gudhjem til Helligdomsklipperne. Det er SÅ spektakulært og smukt. Ikke så nemt med barnevogn og babyer dog. Men ellers klart anbefalelsesværdigt.

 

6. Gudhjem

Gudhjem er en rigtig turistby, og vi forstår godt hvorfor. Her er store og små butikker, et lækkert karamelkogeri, en hyggelig havn, levende musik og røgeri. Byen er en lille bjergby og gaderne er stejle og med udsigt udover vandet og mod Christiansø. Det er også fra havnen i Gudhjem du kan tage færge små 20km ud i Østersøen.
Hvis du er i Gudhjem vil vi særligt anbefale at slå et smut forbi Cafe Rosa, som er en nuttet lille bagerbutik, der byder på håndlavede økologiske brød og kager. Kardemommebollerne er seriøst vanedannende. Lidt out siddet ligger Norresand, som er en lille cafe. Udvalget en simplet men lækkert og stedet har en eventyrlig solnedgang. Ikke langt fra Gudhjem ligger Stammershalle Badehotel der serverer super lækker veltilberedt mad.
I løbet af sommeren inviterer Gudhjem Mølle på kunsthåndværkermarked og her er alt lige fra keramik, glas, smykker og tekstil.

 

7. Døndalen

Døndalen er Danmarks største vandfald på næsten 20 meter og er et besøg værd hele året rundt, selvom du nok skal trække i gummistøvlerne i vinterhalvåret. Den letteste tur mod det enestående vandfald er på knap 2 km frem og tilbage, og du kan sagtens have de små børn med i barnevognen med mindre du vil op til udsigtspunktet og opleve det smukke udsyn over dalen, Østersøen og Christiansø. Vejen hertil er lidt mere udfordrende og for at nå til tops skal du op ad nogle trapper.

 

8. Christiansø

Christiansø er en del af øgruppen Ertholmene og et helt unikt sted. Øen er forbundet med en hængebro til Frederiksø og her bor ca. 90 personer i alt på de to øer. Her er ingen biler på øen, men du finder smuk natur og en gammel fæstning, der står som da den blev opført.

 

9. Bornholms Kunstmuseum

Hvis det regner, og hvis du ikke er oplagt til udendørs aktiviteter så kan Bornholms kunstmuseum anbefales. Det ligger super smukt og her er både moderne kunst og historisk kunst.

 

10. Svaneke

Svaneke er helt fantastisk og det er ikke uden grund at de i 2013 blev kåret som Danmarks smukkeste købstad. Du finder de mest charmerende gamle bindingsværkshuse, et hyggeligt Torv, masser af kunst og håndværk og originale kvalitets produkter lige fra bolsjekogeri, Johan Bülow lakridser, Mermaid vingummi, Svaneke øl og -is.

Lige ved Torvet ligger en sød lille købmandsbutik, som er fyldt med de skønneste kvalitetsprodukter fra gulv til loft. Her får man færden af gamle dage, når man beder om en vare, der står på en af hylderne øverst oppe, og den søde ekspedient kravler op på sin stige, for at finde lige præcis det du ønsker.

Svaneke har er en hyggelig havn, en legeplads lige ved siden af byens bibliotek, handlemuligheder og hver onsdag og lørdag er her torvedage, hvor man kan købe alt fra hjemmestrikkede trøjer, nyslynget honning eller julepynt. Byen emner af fine små kreative værksteder med originale håndværk og vi drages begge to af den skabertrang som byen bærer præg af.

Lidt uden for Svaneke ligger Listed som har en fin lille strand, hvor man kan springe i vandet fra klipperne. Her ligger også en lille keramik butik Lov i Listed, som har det smukkeste keramik. De har blandt andet lavet et smukt stel til restauranten Kadeau på Bornholm.


På den anden side af Svaneke ligger ‘Sydøst for Paradis’, som ligger helt ned til vandet og er en lille strandcafe der både serverer morgenmad, sandwich og tapas. Her er en hyggelig og afslappet stemning og er virkelig et besøg værd. Har man glemt at smøre sig selv eller sine børn ind i solcreme står der forskellige slags cremer klar ved disken til fri afbenyttelse (Det er da virkelig en god service). Og hver aften i sommerferien er der gratis live musik fra kl. 20 – lige fra Rasmus Nøhr til Dee Pee (Rockers by choice).

Samme ejere af Sydøst for Paradis har åbnet et lille bageri med det lækreste brød og rugbrød. Man finder Svaneke Brød i en lille baggård og selvom den kan virke en smule gemt, skal man være hurtig for at få fingrene i rugbrødet, da det hurtigt bliver udsolgt.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *


Looking for Something?