Dit personlige ansvar

Hvordan skaber jeg en meningsfuld hverdag?

“En dag vil jeg have mere balance i mit liv”. ” Når mine børn bliver store, får jeg tid til mig selv”. ”Når sommeren er overstået, får jeg en mere rolig hverdag”.

Disse er historier vi fortæller os selv. I virkeligheden kunne vi spørge os selv; hvordan kan jeg bedst muligt skabe en meningsfuld hverdag lige her og nu?

I dagens indlæg vil du kunne læse om, hvordan vi har skabt en hverdag med god energi, glæde og nærvær ved at tage personligt ansvar for alt i vores liv. Det har ikke været nemt og det har krævet, at vi har arbejdet intenst med os selv og turde justere der, hvor vi har mærket behov for at ændre noget.

Du introduceres til, hvordan det personlige ansvar sætter dig fri til at skabe, lige præcis det liv du drømmer om. Det kræver, at du arbejder med dig selv, er bevidst om dine værdier og træffer nogle valg. Læs det tidligere indlæg om, hvordan du finder frem til dine kerneværdier her.

 

Hvordan hænger meningsfuldhed sammen med ansvar?

Ansvar er noget vi kan have, noget vi kan tildeles og noget vi selv kan opsøge. Ansvar kan både være rettet mod fortiden: ’Noget jeg har gjort, som jeg tager ansvar for’. Det kan også være rettet mod fremtiden: ’Noget jeg skal sørge for sker/ikke kommer til at ske’.Og Ansvar er også noget man kan tage overfor andre, fx har vi som forældre et ansvar overfor vores børn.

Vi har alle sammen et formelt ansvar overfor landets love og regler. Vi har et fagligt ansvar overfor vores profession og vi har et personligt ansvar for at tage os selv alvorligt.

Det er det personlige ansvar vi vil koncentrere os om her.

Vores holdning er, at vi alle sammen har et personligt ansvar over vores eget liv.

 

Personligt ansvar over sit eget liv betyder, at vi viser os selv omsorg, loyalitet og opmærksomhed.

 

Et eksempel vi godt kan lide at bruge for at illustrere, hvad vi mener med personligt ansvar er tilfældet med iltmaskerne, der udløses i fly, hvor iltniveauet er faldet. Hvis iltmaskerne udløses, får vi at vide, at vi skal tage vores egen på først, inden vi hjælper sidemanden. Vi kan nemlig ikke hjælpe andre, hvis vi selv dør af iltmangel. Det er altså vigtigt, at vi er opmærksomme, drager omsorg og er loyale overfor os selv inden vi hjælper andre.

 

Det særlige ved at tage 100% ansvar overfor sig selv er, at du får 100% skaberkraft til at skabe en meningsfuld hverdag. Så hvis du har fået skabt en hverdag, som du egentlig ikke trives i, har du rig mulighed for at skabe en anden. På den måde sætter det personlige ansvar dig fri, til at skabe lige præcis det liv du drømmer om.

Det er vigtigt at vide, at ansvar ikke er det samme som skyld. Der er ingen der er skyldige. Hvis du af en eller anden grund har fået skabt et liv, som du mistrives i, kan du blot vælge at tage ansvar for at ændre det.

Du behøver altså ikke at bebrejde, hverken dig selv eller andre. I stedet kan du blot begynde at justere efter, hvad du kan gøre i dit eget liv, for at få den hverdag du ønsker.

 

Under- og overansvar.

Vi kan alle sammen opleve områder i vores liv, hvor vi ikke har taget 100 % ansvar. Enten fordi vi ikke er bevidste omkring vores eget ansvar eller fordi vi ikke har evnen eller modet til at ændre på tingene. Når vi oplever det, indtager vi ofte en offerlignende rolle, hvor vi bebrejder og giver alle andre skylden.

Det kan være, at du synes, det er din chefs skyld, din partner eller dine gener – hvis det for eksempel handler om helbredet. Det kalder vi at tage underansvar.

Man kan også tage overansvar, hvilket betyder, at vi forsøger at tage ansvar på alle andres vegne. Det er, når du forsøger at redde alle andre i stedet for at bruge din energi på dit eget livsformål. Selvfølgelig skal vi hjælpe hinanden, men det skal ikke være på bekostning af os selv. Derfor kan det godt være ansvarligt nogle gange at sige nej.

Vi har selv oplevet at tage både over- og underansvar og er i dag meget mere bevidste om, hvordan vi viser ansvarlighed. Det kan i læse om lidt længere nede.

 

Når vi viser 100% ansvar.

Hvis alle i familien tager 100% ansvar vil der øjensynligt ikke opstå konflikter, fordi der ikke vil være noget med at ”Det er din skyld”, ”Du gør aldrig” og ”Hvis du bare var anderledes”. I stedet kommer det til at handle om, hvad der er dit personlige ansvar og hvad er mit personlige ansvar. Hvorfor har vi skabt denne her situation, og hvad kunne vi godt tænke os i stedet for?

Når vi viser vores børn og vores omverden at vi selv tager 100 % ansvar, lærer vi også dem, hvordan de forvalter ansvar bedst muligt. Børn gør jo det vi gør, og ikke det vi siger de skal gøre.

Vi kan godt vælge at dele ansvaret mellem os som partnere, venner, kollegaer osv. og det kan være meget ansvarligt at uddelegere opgaver, så man fokuserer på det man er god til eller godt kan lide. Det har vi eksempelvis gjort med Flowfull, hvor det ofte er Line der skriver de længere tekster og Josefine der redigerer podcast.

Vi gør det også på hjemmefronten med vores respektive partnere.

Line og hendes mand har fx uddelegeret rengøring af hjemmet til en ekstern, fordi de synes, at det drænede dem og hellere ville bruge tiden på noget andet. De tog altså 100 % ansvar for at finde en løsning, der passede til deres behov og familie.

Josefine og hendes mand har delt ansvaret i forhold til økonomi og hjem. Josefine går hjemme og tager sig af deres 2 børn og de fleste huslige pligter, imens hendes mand sørger for at deres økonomi løber rundt.

 

 

Da Line tog overansvar.

Af Line Bækkel Ruth


 

For 6 år siden blev jeg mor ovenpå en benhård fødsel. Jeg fik en lille sensitiv søn, der ikke sov særligt meget og kæmpede med den ene brystbetændelse efter den anden.

Efter et halvt år overtog min mand barslen og jeg startede op på min kandidatuddannelse og mit job i et ministerium. Hver dag pendlede jeg fra Nordsjælland til København, hvor jeg enten arbejdede eller studerede, hvorefter jeg skyndte sig hjem til min mand og søn.

Jeg forsøgte både at være en god kæreste, en kærlig mor, flittig studerende og kreativ på jobbet. Med alt jeg havde lært, forsøgte jeg at gøre alle tilfredse, og jo mere der tydede på, at jeg havde taget munden for fuld, jo hurtigere løb jeg.

Et projekt, der set i bakspejlet, var dømt til at fejle. Hvilket det også gjorde. For der gik ikke mange måneder, før jeg brændte helt sammen. Jeg oplevede, at miste lysten til at spise, kunne ikke sove om natten og følte mig generelt nedtrykt og uoplagt.

I dag er det tydeligt at se, at jeg hverken havde været særlig loyal overfor mine værdier, jeg havde ikke været omsorgsfuld overfor mig selv og jeg havde ikke været opmærksom på de tegn, der havde været på, at jeg havde taget overansvar.

Pludselig skulle jeg til at mærke mine egne behov igen. Jeg skulle lære at holde flere pauser og ikke have travlt hele tiden med at tilfredsstille andre.

Paradokset i det hele er, at jeg ved at vise for meget overansvar, bliver et offer overfor mig selv, hvilket virker egoistisk. Egoistisk fordi, at når man ender med at brænde ud, vil det uundgåeligt også gå ud over ens partner og børn.

I dag har det betydet, at jeg har taget personligt ansvar overfor den tid og energi, jeg bruger på det meste i livet. Jeg er blevet bevidst om mine værdier og forsøger at lade dem guide mig i forhold til de valg jeg træffer.

Det betyder også, at jeg i dag siger nej til langt mere end tidligere. Fx har vi uddelegeret rengøringen, jeg arbejder deltid så jeg kan tilbringe tid med dem jeg holder af, og jeg siger nej til at det der ikke nærer mig eller ligger i tråd med mine værdier. ”Giver dette mig mere energi eller dræner det mig”, spørger jeg ofte mig selv og bruger som en guideline, når jeg skal vælge til eller fra.

 

 

Da Josefine tog underansvar.

Af Josefine Vinge Ruth

Underansvar viser sig ofte i kroppen, hvilket jeg har oplevet gennem rigtig meget kropsstøj.

I forbindelse med vores flytning fra Nordsjælland til Vestjylland reagerede min krop med en helt masse kropsstøj. I flere måneder mærkede jeg svimmelhed, øresussen, tinnitus, trykken for brystet og havde op til flere panikangstanfald. Jo mere jeg forsøgte at overhøre mine symptomer, jo mere ’larmede’ kroppen.

Når jeg i dag kigger tilbage på den periode, er det tydeligt at jeg forsøgte at flygte fra mine egne følelser. Fordi det overraskede mig, hvor svær en proces det var at flytte et helt hjem med gode minder op med roden.

I processen glemte jeg mig selv og mit eget ansvar. Jeg undskyldte for eksempel ofte valget om at flytte fra Sjælland til Jylland, som noget min mand havde fundet på, og at jeg derfor ’bare’ fulgte med. Det samme i forhold til min opsigelse og valget om at gå hjemme med vores to piger, som jeg ofte begrundede med at det: ”selvfølgelig kun var for en kort tid, fordi vi lige var flyttet og så passede det hele bedre, og så skulle pigerne selvfølgelig i børnehave og jeg på job igen”.

I en lang periode gik jeg og syntes, at det var utrolig synd for mig og jeg havde svært ved at forholde mig til at det nye. Jeg havde generelt svært ved at tage ansvar for noget som helst, og følte lidt at tingene skete henover hovedet på mig.

Jeg forsøgte med flere læger og alternative behandlere, men det var først efter, at jeg begyndte at lytte til og forstå min krop, at jeg fik det bedre. Jeg havde overtrådt mine egne grænser, haft for travlt og flygtet fra den smerte, der var forbundet med flytningen.

Da jeg endelig blev bevidst om, at jeg selv havde ansvar, for den hverdag jeg var i gang med at skabe og tog mine følelser alvorligt, skete der store forandringer. Jeg fik det godt igen. Stille og roligt.

I dag bruger jeg de beskeder jeg får fra kroppen meget bevidst til at navigere efter. Jeg har udviklet en helt særlig kropslig censor, som præcist fortæller mig, hvornår jeg er på afveje.

 

I kan selv overveje, hvor i selv tager personlig ansvar, underansvar og hvor i viser overansvar – både i forhold til jeres partner, børn, økonomi, venner, forældre og kollegaer.

 

 

 

 

 

 

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *


Looking for Something?