Stå stærkt i dig selv

 

Stå stærkt i dig

Egentlig er det ret simplet! Enten kan vi gå med hjertet eller også kan vi gå med frygten.

Alt for mange kæmper sig igennem livet. Kæmper med følelsen af, ikke at slå til. Nogle af jer kan sikkert også nikke genkendende til undskyldninger som, ikke at være god nok, klog nok, rig nok, succesfuld nok osv.

Vi kan lade stormen rase og frygten styre vores valg, eller vi kan lære at lytte til vores intuition og finde det næste skridt indefra. Det er SÅ forløsende at komme hjem og finde fred, slippe frygten og nyde livet.

Vi har fået opbygget et præstationssamfund, som starter allerede før børn er født. Vi har målinger, test, prøver og udviklingsbeskrivelser. Vi lærer fra barns ben at, hvis man falder udenfor den snævre ramme, så skal der straks sættes ind. Vi skal passe ind i den kasse, som samfundets normer og værdier fremskriver. Men kan det være rigtigt at vi alle sammen skal gå og ligne hinanden? Nej, vel?

Vi er alle sammen unikke. Det er det vi skal fremelske og dyrke hos os selv og vores børn. Det er vores ‘unikness’, der gør os til den vi er. Hvis vi tør at stå ved dét, står vi stærkt i os selv.

 

Hvordan står man stærkt i sig selv?

Det gør man, når man træffer valg der føles rigtige. At være 100% tro med sig selv kan indebære, at vi må sige farvel til relationer, selvbilleder og måder at se verden på. Vi skal altså være villige til at se verden med nye øjne.

Vi skal være villige til, at dem omkring os ikke nødvendigvis bryder sig om det vi siger og gør. Vi skal have mod til at gå imod strømmen og følge vores mavefornemmelse.

Når vi er autentiske, så er muligheden til stede, at vi vil såre andre. Det er svært at undgå fordi sandheden ikke altid er rar at høre – ikke desto mindre er det sandheden, der sætter os fri.

Vi skal også turde at være sårbare, hvilket kan være enormt skræmmende for de fleste, der er vant til at pakke deres sårbarhed ind og gemme sig bag masker og falske facader, eller andre folks forventninger om, hvem vi skal og bør være for at blive accepteret og elsket.

Når vi skal være sårbare betyder det, at vi skal være modige nok til at stille os selv derud, hvor der ikke er et sikkerhedsnet. Derud hvor det er tilliden til vores inderste, som skal bære os – uden at vide udfaldet.

For at kunne lykkes med det, er det vigtigt at kende sig selv. Det er selvfølgelig vigtigt at tage personligt ansvar og kende sine kerneværdier. Men vi skal også lære at elske den vi er. Vores unikness.

Selvkærlighed er derfor ikke et egoistisk projekt, der går ud på at dyrke egoet, men er mere en selvkærlig tilstand, hvor du forstår og acceptere hele dig.

Det handler om at elske dig selv. Alt det du kan, dine evner, muligheder og den du er. Men det handler i lige så høj grad om at elske alt det du ikke kan, dine mangler, begrænsninger og alt det du aldrig bliver. Det er hele dig – både skidt og kanel.

Når du kan acceptere det, ligger der en ro, balance og en værdighed til at leve i integritet. Du elsker dig selv for alt det du er, og alt det du ikke er. 

Vi glæder os til at fordybe os meget mere i emnet den kommende måned, hvor vi samtidig vil tage godt imod efteråret og nyde regn og blæst, varm kakao med flødeskum og varme uldne tæpper.

 

Rigtig god fornøjelse.

 

Vi er taknemmelig for…

• Vores familier
• At vi deler vores passion og begejstring for flowfull
• At gå ud i haven og stadig finde rødbeder, gulerødder, tomater, krydderurter, brombær og blomster
 

 

Vi tænker på…

• Hvordan vi kan blive bedre til at inddrage vores læsere
• Alle Nellis fine ord fra sidste podcast og føler os slet ikke færdige med det emne
 

 

Vi glæder os til…

• Striktrøjer
• Efterårsferie med lavt gear, varm kakao og en god bog
• Suppe i alle mulige lækre variationer
 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *


Looking for Something?